Casablanca
Casablanca(1942)
Uddrag af akademisk opgave af Morten Vejlgaard Just
At slutningen på filmen Casablanca ikke blot lagde op til starten på et smukt venskab, men i lige så høj grad skulle vise sig at være starten på en massiv interesse for filmen, er i dag indiskutabelt. Michael Curtiz’ film fra 1942 står i dag mejslet med granit i filmhistorien som en af de helt store klassikere. Antallet af fortolkninger af filmen har det ikke skortet på, for de fleste har naturligvis en mening om den eksotiske film med datidens store stjerner, Bogart og Bergman. På det helt åbenbare plan handler filmen om et kærligheds- og trekantsdrama sat ind i samtidens verdenskrigskontekst. På et mere abstrakt og fortolkende niveau er filmen blevet udlagt som et udtryk for alt fra undertrykt seksualitet til et storslået auteurværk. Udover enkelte sporadiske forsøg, er selve verdenskrigstematikken ikke blevet behandlet udover det umiddelbare eksplicitte betydningsniveau. Denne mangel og udfordring vil fungere som denne analyses afsæt og omdrejningspunkt.
Analysens vil tage afsæt i den antagelse, at Rick og Ilsa symboliserer mere end blot tilfældige elskende under 2. Verdenskrig, men at de fungerer som enkeltdele i en større samlet filmisk allegori over den amerikanske erklærede neutralitet op til og under første del af krigen. Der kan argumenteres for, at hovedparten af de forudgående analyser af Casablanca mangler indsigten i og respekten for den samtidige historiske kontekst, der er nødvendig, hvis der skal kunne uddrages nogle berigende og ikke mindst valide betydninger fra filmen.
Den historiske kontekst er central i forståelsen af Casablanca, idet den ganske bevidst spiller på et intertekstuelt samspil imellem fiktionen Casablanca og så den samtidige faktiske politiske kontekst. Dette samspil bliver bl.a. slået an med introen, der har slående lighed med den samtidige ugerevy. Introen fortæller således med en autoritativ voice-over, hvorledes europæiske flygtninge strømmede til Marokko i håb om at kunne flygte via Lissabon til Amerika. Værd at bemærke er også brugen af dokumentariske klip i introen, der bruges i spillet mellem fiktion og fakta og dermed udspænder den præmis, at fiktionen foregår i et historisk korrekt univers, og at fiktionen benytter sig af det. Samme brug af dokumentarisk materiale og en autoritativ voice-over var også kendt fra de samtidige Why We Fight kompilationsfilm af Frank Capra fra perioden 1942-45. Film, der propaganderede til fordel for den aktive amerikanske krigsdeltagelse.
Rick og neutraliteten
Første gang vi møder protagonisten i Casablanca, Rick Blaine, er det over et spil skak, ikke med døden, men med sig selv. Allerede her bliver en af filmens bærende tematikker slået an. Skak er et ’hjernespil’, hvorfor der kan argumenteres for, at scenen symboliserer den indre kamp, Rick historien igennem kæmper med og mod sig selv. For det er ikke fordi, at der ikke er rigeligt med mennesker, der vil dele Ricks selskab. På dette er skakscenen et eksempel, hvor en betydningsfuld person vil ind og mingelere med Rick i dennes private salon. Rick afviser imidlertid, idet han har rigeligt at gøre med at spille med og mod sig selv.
Lad os nu løfte forstørrelsesglasset og forsøge at kigge på Ricks værdimæssige udvikling. I en samtale med Kaptajn Renault får vi at vide, at Rick i 1935 og 1936 har kæmpet imod fascisterne, hvilket Rick dog understreger, var for en betaling. Dog ikke så god en betaling, som fascisterne ville have betalt, replicerer Renault. I den kronologiske tid, vi i filmen får udfoldet, er Rick altså i udgangspunktet idealist, der har taget et aktivt værdimæssigt standpunkt, der indbefatter modstand mod fascismen, uafhængigt af hvor end denne
modstand måtte blive udkæmpet – eksemplerne er Etiopien og Spanien. I den filmiske tid, hvorfra Casablanca tager sit afsæt, er Ricks værdimæssige ståsted ændret. Rick erklærer:”I stick my neck out for nobody”, hvortil Renault replicerer: “A wise foreign policy”. Rick er sig selv nærmest, men ikke på en egoistisk facon. Således tilbyder Victor(y) Lazslo ham penge for transitbrevene, og Ilsa prøver med smiger og trusler, men lige lidt hjælper det dem – Rick vil ikke blande sig. Slutteligt vender Rick dog tilbage til sin oprindelige idealisme, hvor han igen kæmper mod fascismen og hjælper Victor og Ilsa videre på deres færd.
Rick er således aktiv i konflikten og idealist i udgangspunktet, men en gruopvækkende oplevelse vender ham mod neutraliteten, men på cyklisk vis slutter han sig igen til sit oprindelige værdimæssige ståsted. Ricks udvikling er identisk med den amerikanske udenrigspolitiske udvikling fra 1917 til 1941. En sådan komparativ samtidshistorisk analyse er tidligere ganske løst forsøgt udført, men med et langt mere snævert analytisk sigte. Titlen på filmen er tidligere taget som genstand for en videre fortolkning. Casa Blanca betyder Hvide Hus, hvorfor Rick er blevet sidestillet med den på daværende tidspunkt amerikanske præsident Roosevelt.1 I en sådan analyse har Victor Laszlo, udover Rick, fungeret som den mest interessante karakter, hvor han er blevet udlagt som en Churchill-figur. Udover at danne rammen om en interessant analogi, så bidrager denne analyse dog ikke til at forstå den kompleksitet som Rick indeholder og den langt mere vidtrækkende betydning, som karakteren implicit besidder.
USA startede sin aktive udenrigspolitik med sin indtræden i 1. Verdenskrig i 1917 efter tyskerne havde sænket tre amerikanske handelsskibe. Inden da havde amerikansk udenrigspolitik bestået i en isolationistisk tilgang i næsten 100 år startende med Monroe-doktrinen fra 1823. Under 1. Verdenskrig hjalp man primært de franske og engelske tropper, og godt 130.000 amerikanere måtte lade livet på de europæiske slagmarker.2 De færreste europæere vidste, hvad krigen handlede om, hvilket i endnu højere grad gjaldt den amerikanske befolkning, der hverken dengang eller i mellemkrigstiden havde forståelse for, hvad amerikanske tropper havde at gøre i en europæisk storkrig.
For Præsident Wilson var indgangsvinklen til det amerikanske engagement i krigen dog idealisme, hvilket han understregede i en tale til kongressen, hvor han bl.a. udtalte at: ”The world must be made safe for democracy.” 3 Den folkevalgte kongres støttede med et overvældende flertal et amerikansk engagement i 1. Verdenskrig. Ricks engagement i Etiopien og Spanien kan spejles med det amerikanske engagement under 1. Verdenskrig. Idealismen var i både USA’s og Ricks tilfælde drivkraften, men derudover kunne den amerikanske befolkning ikke redegøre for fornuften i engagementet, ligesom Rick ikke har nogen egentlig begrundelse for sin fortid som idealist.
USA’s isolationistiske udenrigspolitik blev stadfæstet med den såkaldte ’Neutrality Act’ fra 1935, hvor det bl.a. hed sig, at:
”…upon the outbreak or during the progress of war between, or among, two or more foreign states, the President shall proclaim such fact, and it shall thereafter be unlawfull to export arms, ammunition, or implements of war from any place in the United States…”4
Neutralitetsakten stillede således USA og amerikanerne neutrale overfor en evt. kommende verdenskrig, hvor hverken direkte eller indirekte støtte til krigens parter ville være lovligt. På samme vis har Rick bundet sig op på en akt baseret på neutralitet. Verdenskrigen raser uden for Ricks café og en af krigens parter, Laszlo, beder ham om sin støtte – han beder ham sælge ham transitbrevene for et generøst tilbud på 100.000 franc. Rick er ubøjelig og nægter at handle med Laszlo. Årsagen til Ricks afslag, lader han Laszlo forstå, skal findes hos Laszlos kone, Ilsa.
Ilsa – en dunkel fortid trænger sig på
Med krakket på Wall Street i 1929 lød startskuddet til den store amerikanske depression. Depression var en stor del af årsagen for den stadigt tiltagende isolationistiske amerikanske politik. Den amerikanske økonomi lå i ruin, hvorfor Franklin D. Roosevelt, efter valgsejren over Herbert Hoover i 1932, lancerede den såkaldte ’New Deal’. ’New Deal’ skulle fungere som instrument til genoprettelse af den amerikanske økonomi, hvilket gjorde, at der fra amerikansk side blev fokuseret ganske enøjet på den indenrigspolitiske agenda. Depressionen var dog ikke den eneste årsag til USA’s neutralitetseksil. Sporene fra 1. Verdenskrig skræmte, hvorfor Roosevelt stillede op til valget i 1936 på et entydigt isolationistisk grundlag. Roosevelt udtalte på baggrund af en visit på vestfronten i 1918 i sin valgkamp, at:
”Jeg har set de sårede bløde. Jeg har set mænd, der hostede deres gasforgiftede lunger op. Jeg har set døde i mudderet. Jeg har set ødelagte byer. Jeg har set 200 soldater humpe udmattede tilbage til frontlinjen, resterne af et regiment på 1000, som var blevet sendt frem 48 timer før. Jeg har set sultende børn. Jeg har set mødrenes og konernes angst. Jeg hader krig.”5
Således er der almindelig konsensus om, at årsagen til den amerikanske neutralitetspolitik skal findes i en kombination af fortidens rædsler fra 1. Verdenskrig krydret med den store depression.
Ilsa er på mange måder en typisk femme fatale. Hun har tidligere forført Rick, men også ført ham bag lyset og forladt ham igen. Da Ilsa igen træder ind i Ricks liv medbringer hun også fortiden og de dårlige minder vender tilbage til Rick. At Ilsa har været et fatalt bekendtskab for Rick får vi et nys om i scenen, hvor hun beder Sam, caféens pianist, om at spille As time goes by – en sang vi senere får bekræftet som Ilsa og Ricks sang. Sam siger til Ilsa ”Leave him alone Miss Ilsa you’re bad luck to him.” Kort efter ankommer Rick og idet han hører sangen beder han straks Sam stoppe, hvorefter han opdager Ilsa og udsender et blik, der rummer alle de pinsler, han har måttet gennemgå pga. hende.
Ilsa fik ikke Rick til at hoste sine lunger op, men efterlod ham ”with his insides kicked out”, som Rick fortæller. Ilsa er, ifølge filmens oplysninger, ca. et barn af 1. Verdenskrig og har mange lighedspunkter med krigen. Ilsa har med fortidens ’krigshandling’ mod Rick gjort ham desillusioneret og fået ham til at trække ind i (isolere) sig selv.
Ricks ven og ansatte (Uncle) Sam fungerer i filmen, som et bindeled imellem Ilsa og Rick – både i tiden i Paris og i den filmiske samtid i Casablanca. Sam spiller parrets (krigs)sang i Paris, men efter Rick følelsesmæssigt er blevet vendt på vrangen af Ilsa, vil Rick ikke høre sangen mere, idet den minder ham om det knæk, han fik efter tiden i Paris. Som tiden er gået, har fortiden imidlertid indhentet Rick. Fortidens rædselsfulde minder har opsøgt Rick og vil have ham til at forsone sig med hende og hjælpe til på idealismens side (Laszlo) igen. I den historiske samtid i december 1941 (samme realtid som filmen foregår i) indhentede fortiden også USA. De allierede i Europa råbte igen på amerikansk hjælp, som det var tilfældet under 1. Verdenskrig. Krigsmelodien spillede på ny på det europæiske kontinent, hvor man også gerne så Uncle Sam spille med på melodien igen.
7. december 1941 var datoen for det japanske angreb mod Pearl Harbor. Angrebet viste, at neutralitet ikke var en mulighed i konflikten, hvorfor USA nu måtte vælge side, hvilket som bekendt skete til fordel for de allierede. I fiktionen, Casablanca, nedbrydes samme illusion om neutralitet i december 1941. ’Krigen’ bryder ud i den ellers hidtil neutrale Rick’s Café Americain i scenen, hvor de tyske officerer synger den tysk-patriotiske sang ’Die wacht am Rhein’. Lazslo gengælder tyskernes ’angreb’ med den franske nationalsang ’La Marseillaise’ og vinder den lille sangkamp.
Scenen kan i samme drag anskues som en reference til Jean Renoirs antikrigsfilm fra 1937, La Grande Illusion, der har en nærmest identisk scene. Handlingen er her henlagt til 1. Verdenskrig, hvor den franske Løjtnant Maréchal og dennes soldaterkammerater er fanget af tyskerne. Her udspilles en lignende scene, hvor de franske tilfangetagende bryder ud i en symbolsk sangkrig, hvor ’La Marseillaise’ også er valgt som ’våben’. Referencen kan ydermere anvendes til at understøtte de latente og implicitte betydninger i Casablanca, der peger tilbage mod 1. Verdenskrig. Således kan Maréchal-karakteren, spillet af Jean Gabin, sammenholdes med Lazslo-karakteren. Begge karakterer symboliserer idealisten, så måske er der tale om den samme idealist, det samme ideal, der kæmpede imod tysken under 1. Verdenskrig, og som nu igen tager den musikalske kamp op mod tyskerne i skikkelse af Victor Lazslo, under 2. Verdenskrig. Begge karakterer formår i øvrigt at tage flugten fra tyskerne og begge via et offer fra en anden – Kaptajn de Boeldieu ofrer sig for, at Løjtnant Maréchal kan tage flugten og på samme vis ofrer Rick sig for, at Lazslo kan tage flugten.
Rick har indtil sangkrigen i caféen kæmpet bravt for at hævde sin og caféens neutralitet. Et eksempel på dette kan findes i scenen, hvor Yvonne, Ricks tidligere franske kæreste, møder op i caféen med sin nye tyske kæreste. Dette provokerer en fransk officer, og der opstår tumult imellem den franske og den tyske officer. Rick viser, at han ikke er ligeglad, men er aktiv neutral og afbryder slagsmålet på hans territorium med ordene ”I don’t like disturbances in my place. Either lay of politics or get out!” Selvom Rick har forsøgt at holde sit territorium, caféen,
neutralt, lader dette ikke længere sig gøre – ingen kan sige sig fri for krigens virkelighed og hævde sin neutralitet. På samme vis som krigens virkelighed indtager Ricks territorium, indtog japanerne d. 7. december 1941 det amerikanske territorium, med deres angreb på den amerikanske stillehavsflåde ved Pearl Harbor. Efter det japanske angreb var der ikke længere tvivl i den amerikanske befolkning og i kongressen om, at neutraliteten måtte brydes og krigen, der ellers hørte fortiden til, måtte føres på ny. USA kunne dog have valgt kun at føre en stillehavskrig mod japanerne, som den isolationistiske forening ’America First’, anført af Herbert Hoover og flyverhelten Charles Lindbergh, da også foreslog. Tilfældet blev imidlertid, at USA havde den europæiske krigsindsats som førsteprioritet, hvorfor USA ikke bare valgte krigen, men i samme moment idealismen.6
Rick står overfor et lignende valg, idet han forsoner sig med (den krigeriske fortid) Ilsa og kan vælge kun at koncentrere sig om forholdet imellem de to. Rick vælger imidlertid at bruge forsoningen med Ilsa til at hjælpe ’sagen’ og idealisten Lazslo. Således kan den amerikanske krigserklæring mod Japan d. 8. december 1941, den første siden 1917, sammenlignes med Ricks forsoning med og kærlighedserklæring til Ilsa. Samtidig vælger Rick forsoningen med Ilsa til at omfavne idealismen på ny, hvilket er identisk med den amerikanske tilbagevenden til idealismen i kraft af deres engagement under 2. Verdenskrig på trods af, at dette ikke var tvingende nødvendigt for amerikanerne, ligesom det ikke var tvingende nødvendigt for Rick at hjælpe Lazslo og dennes sag.
Rick’s Café Americain
Ricks café spiller en central rolle i Casablanca. Halvdelen af filmen udspiller sig indenfor caféens rammer, men samtidig udfylder den en særlig metaforisk funktion.
Første gang vi introduceres til caféen følger vi ikke særligt en person eller nogle særlige begivenheder, men vi bliver præsenteret for caféen, og hvad den rummer og emmer af. Her spilles lystigt på piano og der synges med. Der ryges og der drikkes. Der spilles hasard – kort og godt: livet nydes i fulde drag inde i caféen, her er ingen bekymringer om omverdenens problemer, men liv og glade dage.
Caféen er også særdeles eftertragtet, hvilket vi ser i scenen, hvor vi bliver introduceret til menneskesmugleren og sortbørshandleren Ferrari. Ferrari vil købe Ricks café, men får et afslag også på tilbuddet om at købe Sam. Rick udtaler:” Suppose you run your business and let me run mine”. Ferrari replicerer: “My dear Rick when will you realize, that in this world today isolation is no longer a practical policy.” Ferrari vil altså købe sig kontrol over caféens faciliteter, men Rick beder Ferrari om, at passe sit territorium, så vil Rick passe hans. På et mere implicit betydningsniveau peger denne scene tilbage mod den fornævnte ’Neutrality Act’. Akten forbyder netop et salg af varer (caféen) og tjenester (Sam) til udefrakommende aktører. Rick er bundet af sin neutralitet og isolerer sig i sin café og beder Ferrari passe sin egen forretning.
1930’ernes USA var hårdt ramt af den store depression. Depressionen havde imidlertid en positiv påvirkning på fiktionsbranchen – virkelighedsflugt var i høj kurs. Tegneseriebranchen fik sit boost under krisen, hvor bl.a. Superman blev introduceret. På samme vis havde Hollywood en gylden æra under depressionen, hvor folk gik i biografen som aldrig før. Trangen til eskapisme fortsatte også med krigsårene. De vanskelige økonomiske realiteter og en begyndende krise/krig på det europæiske kontinent gjorde, at mange amerikanere havde brug for at flygte fra virkeligheden, her var fiktionens verden et tiltrængt åndehul.
På samme vis fungerer Ricks café som et eskapistisk åndehul for dets gæster, der indenfor rammerne af caféen ikke tænker på den krigeriske virkelighed, der udspiller sig udenfor caféens trygge mure. Selv når virkeligheden trænger på, er Rick hurtig til at få gæsternes opmærksomhed vendt væk fra den grufulde virkelighed og tilbage til eskapismen, fiktionen, om man vil. Dette ser vi et eksempel på i scenen, hvor manden, der i første omgang stjal transitbrevene, Ugarte, bliver anholdt i caféen. Alle kan se, at der er noget galt, og at der er et problem, men Rick er hurtig til at berolige og flytte fokus og forsikre, at ”…everything is alright, just sit down and have a good time, enjoy yourself.” Rick og gæsterne har mulighed for at forholde sig til det faktisk skete, men vælger at vende blikket ind mod caféen og fornøjelserne igen. På samme vis vendte den amerikanske befolkning det blinde øje til de europæiske trængsler og valgte i stedet ’a good time’ i selskab med fiktionen.
Et centralt træk ved fiktion er, at den ikke er virkelighed. Overtager virkeligheden bryder fiktionen sammen og må forholde sig til den faktiske virkelighed. I eksemplet med Ugarte opretholdes fiktionen, idet virkeligheden (Ugarte) hurtigt bliver ført bort ud af caféen, og Rick har held til at vende opmærksomheden tilbage mod caféens fornøjelser. Dette ændrer sig imidlertid med den tidligere nævnte sangkampsscene, hvor virkelighedens krig, der hersker udenfor caféen, bryder ud indenfor caféens rammer, hvilket bliver udtrykt i sangkrigen imellem tyskere og franskmænd. I forlængelse af den udbrudte ’krig’ lukkes caféen. Virkeligheden er trængt ind i rummet for eskapisme, hvorfor fiktionen bryder sammen og bliver lukket. Neutralitet og isolation er ikke længere en valgmulighed, synes budskabet at være – der må tages et aktivt valg, da virkeligheden ikke længere kan holdes for døren, ej heller den amerikanske dør.
Argumentet for, at caféen ikke blot kan anskues som et rum for eskapisme, men også som et rum, der skaber fiktion, kan en dekonstruktivistisk bogstavleg være med til at underbygge. Umiddelbart kan det undre en, at der er blevet insisteret på, at caféen skulle hedde Rick’s Café Americain. Vi ser navnet på caféen to eller tre gange undervejs og umiddelbart har navnet ingen videre funktion. Blandt filmens karakterer går caféen under navnet Rick’s Café eller slet og ret Rick’s. Dekonstruerer vi Rick’s Café Americain til betegnelsen RCA, så peger betydningen af caféen mod mere end blot en almindelig café. RCA er en kendt forkortelse for Radio Corporation America. Udover over at være kendt for at lave radio er RCA også selskabet bag verdens første fjernsyn, der blev præsenteret på verdensudstillingen i New York i 1939. Således er RCA skaber af fiktion funderet i audio såvel som det visuelle.
Dette bringer os til filmens normative betydning, der peger ud mod beskueren. For vi, samtidstilskueren forstået, sidder jo netop forgabt i fiktionen, Casablanca, men nu invaderer virkeligheden også vores egen fiktion, idet Casablanca netop behandler virkeligheden indenfor fiktionens univers. Således kan der argumenteres for, at fiktionen peger mod beskueren og siger: Du kan ikke isolere dig her mere, du må forholde dig til virkeligheden. Dette kan underbygges af det faktum, at RCA henvendte sig til Præsident Roosevelt efter
bombardementet af Pearl Harbor og stillede deres fabrikker til rådighed for den amerikanske krigsindsats – fiktionen blev sat på stand-by til fordel for virkelighedens udfordringer. RCA lukker således ned og stiller sig i krigens tjeneste på samme vis, som Rick’s Café Americain bliver lukket ned og Rick aktivt vælger idealismen igen og træder ud af sit eksil i isolation og neutralitet.
Litteratur:
1. Rosenzweig, Sidney, Casablanca and Other Major Films of Michael Curtiz, 1982, side 79
2. Bjøl, Erling, USA’s Historie, 2005, side 357
3. Woodrow Wilson i Bjøl, Erling, USA’s Historie, 2005, side 354
4. Challener, Richard D. (red.), From Isolation to Cointainment, 1921-1952 Three Decades of American Foreign Policy from Harding to Truman, 1970, side 75
5. Franklin D. Roosevelt i Bjøl, Erling, USA’s Historie, 2005, side 440
6. Bjøl, Erling, USA’s Historie, 2005, side 453